May 02, 2005

Tilbage fra fortovet

Så er jeg tilbage efter 4 dage foran palads, for at få premierebilletter til Star Wars 3. Det er en underlig oplevelse sådan at ligge i telt i hjertet af København, med folk vadende forbi og bumser der hænger ud. På den ene side er der lidt spoiled-rich-kid over hele oplevelsen, og det skærer i hjertet når man ser de folk der ikke har noget alternativ til at ligge udenfor i kulden, mens man selv ved det snart er ovre. På den anden side er det vildt facinerende at se livet i storbyen så tæt på. Man kan næsten mærke byens puls, man hører skraldebilerne om morgenen, ser børnene blive hevet ind i biffen om morgenen, senere kommer de single typer med hornbriller, der går alene i biffen, og om aftenen når mørket overtager stedet bliver det kæresteparrene der dominerer billedet.
Om natten bliver det larmende, tenderende til det småfarlige når de stive unge mennesker, der ikke kan styre deres brandert, og af underlige årsager føler sig vildt provokerede af nørder der campere på deres territorium(?!?).
Og i hele dette mylder af mennesker er man en stillestående abe i zoo, som folk kan more sig over, som folk undrer sig over og som bliver nedstirret af ubehagelige typer.

Det er ihverfald en oplevelse og ikke en jeg ville undvære. Og så er star wars billetterne egentlig ret ligegyldige i den sammenhæng

Posted by tigerd at 18:17:58 | Permanent Link | Comments (0) |